Mohamed.

Saare Faa have ved Indflydelse paa vor Arts baade politiske og Religions - Forfatning vundet Mærkværdighed, som Mohamed. Fra fattige Kaar opsvingede han sig til Herre over et Land, mere end halvtredsindstyve Gange saa stort som Danmark. Et vidtløftigt Strøg af Kloden i alle

tre den gamle Verdens Dele hylder endnu stedse hans Lære, nævner ham aldrig uden med Tillæg: Profeten eller Guds Apostel.

Mohamed blev født, Aar 578 efter Christus's Fødsel, i Staden Mekka i Arabien. Begge hans Forældre, Abd-Allah og Amana, hørte til Koreishiternes Stamme, den mest anseete iblant Araberne, og nedstege fra Ismael, som, forja

get fra fit Fædrenehuus, med sin Moder Agar bosatte sig i Mekka, hvor han byggede Templet, Kaba eller Firkanten kaldet.

For at høitideligholde det nyfødte Barns Fødsel samlede Farfaderen Abd-Elmotalleb de Fornemste af sin Stamme til et Gæstebud, hvor han erklærede, at han havde kaldet Barnet Mo hamed: den Roeste, den med hæder udmærkede, i det Haab „at Guð með Hæder i Himlen vilde uds mærke det Barn, han nu paa Jorden havde skabt;" han havde villet at Navnet skulde betegne dette smigrende Haab.

Neppe to Maaneder gammel mistede Mo hamed sin Fader, som efterlod ham i Arv ikkun fem Kameler og en æthiopisk Slavinde.

Amæna sørgede for den Faderløses Opdras gelse indtil hans sjette Aar, da ogsaa hun blev borts

reven.

Kort var ogsaa den Tid, han derpaa nød Abd-Elmotallebs Forsorg; Døden kaldte den Gamle. Men nu kom han under sin Farbroder Abutalebs Varetægt. Denne Mand, ligesom alle Koreishiter, drev Handel: den eneste Formues= kilde for Indvaanerne af et Land der bestod i nøgne Klipper og brændende Sandstrækninger. Abuta=

leb meddeelte den Unge fine didhørende Kundskaber, og tog ham i en Alder af tretten Aar med sig paa en Reise til Syriens gamle Stad Bosra, hvor Handelsanliggender faldte ham hen. I Nærheden heraf laae et Kloster, hvis Overhoved Bahir a allerede spaaede Mohamed en glimrende Fremtid.

Abutaleb nød, som Kabas Arveforstan= der, udbredt Anseelse; hans Vaaning var et Sam lingssted for Nationens Ypperste. Skjøn, snild, oprigtig, Lastens Fiende, gjorde Mohamed sig elsket af dem, vandt han Tilnavnet Elamin ɔ: den Sifre.

Fjorten Aar gammel drog han med i Felten, og udmærkede sig i Kampen imellem Koreishiterne og Kananiterne. Allevegne, seirede hans Stamme. → Da, efter Fredens Slutning, Kaba, for indskrænket til at rumme talrige Stammer, var blevet ombygt indtil den Heide, hvor den sorte Steen efter Arabernes Sagn af Engelen Gabriel givet Jsmael - skulde have fit. Sted paastod enhver Stamme den re at sætte Stenen der. Man enedes om at vælge til Woldgiftsmand den førfte der gik ind i Templet. Det blev Mohamed z efter hans Kjendelse lagdes Stenen paa et udbredt

Tæppe, i hvis Ender en Mand af hver Stamme holdt. Da disse havde løftet det til den tilstrækkelige Høide, tog Mohamed med egne Hænder Stenen og satte den påa sit Sted.`

Imidlertid gik der Ry af Mohameds Sædelighed og Kløgt. Kadige, en rig Enke, ogsaa af Koreishiternes Stamme, behøvede En til at styre hendes betydelige Handel. Hun havde hørt tale om Mohamed, og foreslog ham dette Hverv paa fordelagtige Vilkaar. Han modtog det gjerne, og reiste til Syrien, hvor Kadiges Tarv fordrede Hans Nærværelse.

Med velforrettet Sag vendte han tilbage, og Togets lykkelige udfald overvældede Cadige med Glæde. Hun følede at hendes Hjerte var ham heelt hengivet (figer den arabiske Skribent Prinds AbulFeda), og hun tilbød ham sin Haand, som han erkjændtlig modrog. Han var ikkun sem og tyve, hun derimod fyrgetyve Aar gammel. Han elskede hende bestandig, som den han skyldte sin Lykke, og tog, saalænge hun levede, ikke flere Koner.

De femten følgende Aar af Mohameds
Jkfun

Liv hvilede under Täusheds Slør.

Abulfeda siger et Ord derom; men et Ord af

Vægt.

Gud, siger han, havde indgivet ham Lyst Han levede afsondret, og tilbragte hvert Aar en Maaned i en Grotte af Bjerget Hara.

til Ensomhed.

I disse Aar var det, at han lagde Grunden til sin Fremtids Storhed, at han udpønsede den Religion, hvis Lod blev at underlægge sig Orienten. Det hebraiske Folks Adspredelse da Jerusalem var ødelagt, de iblandt Grækerne tændte Religionskrige havde befolket Arabien med Jøder og Christne. Med Studering af deres Læresætninger forenede han Bekjendtskab med sit Lands Historie. Sekter synderslede den østlige Kirke. Keiserne sysselsatte sig med theologiske Undersøgelser, imedens Perserne, under Kosroes's Banner, truede Konstantinopel med Jld og Sværd.

guderies Mørke.

Araberne vare sjunkne i AfSaadan var Orientens Tilstand, da Mohamed grundede paa, der at indføre Islamismen, og under een Lov at samle de deelte Arabere, Is aeliternes Anfører havde bragt dem Moset øger

Menneskenes Forløser havde lært Evans gelium. Mohamed vilde vise sig for Nationen med en guddommelig Bog. Han begyndte paa Koranen. Da han kjendte Araberens varme Hoved, stræbte han mere at forføre ham ved Stils Tækkelig