Der

Den lidenskabelige Forbittrelse mod Kongen, Misfornøielsen over hans Ærgjerrighed og Higen efter Berømmelse, der endog syntes ikke mere at kunne tage noget Hensyn paa hans Kongeriges Elendighed, den Statsnødvendighed selv, at følge et fredeligt Systèm, ved hvilket Sverige igjen kunde komme sig af sin dødelige Svækkelse — alt dette stødte saa underlig sammen med ́enkelte Personers Privathensigter, at en Sammensværgelse, af vidtløftigt Omfang og med mægtigt Rygstød, mod Kongens Liv, var ligesom uundgaaelig. fandtes endnu desuden ligesom et dertil især inds rettet Redskab, et fanatisk, melankolsk, halv for= rykt Menneske, en Herr von Ankarstrøm, som man let overtalede til at tage sin Privathævn paa Kongen og tillige at befrie Staten fra en Tyran. Gustaf den Tredie faldt for denne Elendiges Haand den 16 Marts 1792, og de Sammensvorne havde enten taget deres Forholdsregler saa godt eller deres Forenings Hemmelighed gjemte en saadan Sikkers heds Kilde i sit Skjød, at Gjerningsmanden blev det eneste Offer for denne Forbrydelse.

Dette var ikke første Gang, at Aristokratiet i Sverige havde betjent sig af saa fortvivlet et

Middel mod deres Kongers Ærgjerrighed; allerede Karl den Tolvte blev paa denne Maade styrtet midt paa sin Løbebane, da han, i Forbund med Peter den 'Russer, stod i Begreb med at give Europa Love; og selv om Gustaf Adolf bliver det uvist, om ikke ogsaa han faldt ved svensk Snigmord.

Til

alle Tider og i alle Jordens Kongeriger og Stater Have de privilegerede Stænder tilegnet sig denne hem melige Domsret over Fyrsterne; Adelen, Præstefkabet, eller og Fyrsterne selv have fremkaldt Mors dere, som ikke allene i Asien, men og i Italien, i Portugal, Spanien, Frankrige, England, Sverige maatte angribe Kongernes hellige Person. I sidst afvigte Aarhundrede alene forsøgte Hemmelige sammensvorne Præster og Adelige ikke mindre end syv Gange paa Kongemord.

Gustaf den Tredie, som med sine Svagheder og sine Forstandens Lidenskaber dog forenede Anlæg til Helt og til usædvanligt Menneske, vil i Historien vise sig saa meget fordelagtigere, naar man overs veier, hvor stedmoderlig Naturen behandlede ham. Hans Hoved var skjevt, saa at den ene Halvpart af hans Ansigt var den anden ulig; og paa adskillige Dele af Legemet maatte han udstoppe sig for at skjule

Sidernes vanskabede Vert. Uagtet disse naturlige Svagheder og hans Ungdoms Udsvævelser, som syntes at indbyde ham til Blødagtighed, gik ingen mere behjertet Krigstjenestens Ubeqvemmelighed og haardeste Prøvelser imøde. Bebreider man ham

1

Bevidstheden om hans Aandsfortrin, der kunde udarte til en høi Grad Forfængelighed, var det uretfærdigt derimod ikke at tilstaae ham, foruden hans Dyder som Feltherre og Regent, den virkelige Fortjeneste af Elsværdighed i Omgang, der med flige Anlæg er uadskillelig fra en omhyggelig Dans nelse og en velvalgt Læsning.

Chr. Georg. Høst.

Thyge Brahe.

Neppe har nogen Dansk vundet en større, varigere og meer udbredet Navnkundighed, end Thyge Brahe: Europas og Orientèns Astronomer nævne hans Navn med Ærbødighed; det er berømt i Lande, hvor Navnet Danmark maaskee aldrig høres. Tænkeren velsigner i ham en af Menneskeflægtens Lærere, og sætter ham ved Siden af Baco, Galilei og Newton. Til at følge ham i de Kæmpeskridt, han paa sin Løbebane her i Livet giorde mod udødelighed, til at beskrive hans mange og beundringsværdige videnskabelige Arbeider og Anlæg, til at opregne alle de Agtelsestegn, hvormed Landsmænd og Udlændinge kappedes om at hædre ham dertil er disse Blades Rum for indskrænket; enkelte Penselstrøg af denne store Mand, er alt hvad Læseren kan vente.

Tyge Brahe er født den 14 Decbr. 1546 paa den adelige Gaard Knudstrup i Skaane. Hans Forældre vare Otte Brahe til Knudstrup Danmarks Riges Raad og Fru Bes ate Bille, Men Brahe nod ikke Opdragelse af sine Forældres Haand. Allerede som et spædt Barn kom han til sin Farbroder Jørgen Brahe til Tostrup, der selv ingen Børn havde, og derfor tog ham til sig dende og Villie

tildeels mod Forældrenes Vi

for at opdrage ham i Søns Sted og engang at indsætte ham til sin Arving. Ham skyldte altsaa Brahe, for en stor Deel sin hele tilkommende Lykke.

Tidlig bemærkede Jørgen Brahe fortrinlige Anlæg hos sin Brodersøn. Han besluttede derfor, alle Faderens Mödsigelser uagtet, at sætte ham til Studeringer, og han blev nu underviist hiemme, `i det latinske Sprog og de øvrige Elementarkundskaber,#i hvilke han snart gjorde saadan en Fremgang, at han kunde gjøre latinske Vers Ting de fleste den Tids Lærde gave sig af med

den 19 April 1559

en

og allerede i fit 13de Aar

blev sendt til Kjøbenhavns

Biografen, zdie Hæfte.

(17)