mien igjen at leve op i det 15 Aarhundrede. De bemærkede Fejlene ved de gamle Tabeller og søgte at forbedre dem, og havde allerførst den store Tanke at betragte Himlen som en Tidsmaaler, og af dens Bevægelser at bestemme Jagttagelsernes sande Tid. En Fremgangsmaade som udgjør et af de største Fremskridt, som den praktiske Astronomie nogensinde har gjort; at disse Mænd udfandt at ers statte Manglen af nøjagtige Uhre, hvoraf man ends nu betjener sig for at prøve de nøiagtigere Uhre, som man nu har, alt dette og endnu meget mere have de udvirket, og dog døde den første da han endnu ikke havde levet 36 Aar og den anden kun en Maaned over 40 Aar. Disse vare de Mænd, som C. tog Men især var det Regiomontans

til Mynster.

store og udbredte Roes, som opflammede ham. Han vilde ligne den Mand, som havde iagttaget og fjendt Himlen nøjere end alle hans Forgjængere; den Mand, som Nom * kaldte til sig for at lære af ham, og som for fine Fortjenester ligger begravet i Pantheon. Maalet var, som man seer, stort.

Pave Sirtus IV, for at betjene sig af hans Indsigter ved Calenderens Forbedring. Han fik derfor store Løfter og blev kronet til Biskop af Regensborg.

Thi C. vidste at Regiomontan havde været saa tidlig et Genie at man allerede i hans 12 Aar' fandt ham moden nok for at gaae til Universitet i Leipzig; at han allerede i sit 15 Aar forlod dette Universitet for at gaae til Purbak i Wien, for der at lægge til sine allerede forhvervede grundige Kunds skaber i den sphæriske Astronomie (som ellers har saa lidet tillokkende for den unge Alder) den theoretiskes at han fort Tid efter saaledes begyndte at arbejde til et fælles Maal med sin Lærer, at det nu i det mindste tages i Tvivl, hvilken af disse tvende Mænd den ovennævnte Tanke om Tidsbestemmelsen egents lig tilhører, den ældre Purbak, som havde mere Erfaring, eller den yngre Regiomontan, der maaskee havde mere Genie; og endelig at hans rige og berømte Discipel Walther i Nyrnberg ogsaa fatte ham istand til at indrette de Instrumenter, som han opfandt; Instrumenter, der, som Bailly udtrykte sig, ofte ikke manglede andet end beqvemmere Bevægelse, neiagtigere Inddeling og - Kikerten, for størstedelen at kunde udrette dermed hvad der er gjort i det sidste Aarhundrede for Astronomien. Dette var et betydeligt Forspring af Mynsteret for Efterligneren. Men C. blev sit Forsæt troe, og

gik med den jernfaste Standhaftighed, som udmærs ker ham, rolig efter sit Mynster, og det uden alle Tillokkelser af timelige Fordeel, selv en Medbejlers.

Her besluttede nu C., for hvis videbegjærlige Aand hans Fædreneland og Polen nu begyndte at blive meget for lidet, at gaae til Italien, hvor Kunster og Videnskaber, efter det orientalske Kejserdoms Ødelæggelse, saaledes havde begyndt at blomstre, at det allerede nærmede sig Midten af sin gyldz ne Tidsalder, og hvor næsten enhver nogenlunde betydelig Stad var et lidet Atheen. Denne Be flutning lod sig meget godt foreene med hans Hoveds forsæt. Thi Purbak havde ogsaa dannet sig der, og selv Regiomanten, som Kardinal Bessas rion tog derhen med sig fra Wien, havde ogsaa studeret der. C. studerte altsaa først den praktiske Perspektiv, lærde lærde at tegne og male (han har endogsaa selv malet sig for et Spejl) for at gjøre sig Fit Ophold saa nyttig som muligt i et Land hvor der gives saa megen Lejlighed til at tegne. Han var 23 Aar gammel. Hans første Rejse var til Bo= logne, hvor Dominikns Moria dengang med meget Bifald underviste i Astronomien, oge som Riccioli siger om ham, med Ord og Exempe

Himlen.

opmuntrede sin Discipel til at gjøre Jagttagelser paa Med denne Moria gik det C. som Regiomontan med Purbak, af Disciplen blev der snart en Ven og Medhielper.

Moria

havde den Grille at troe, at Polhøiderne kjendelig havde forandret sig siden Prolomæus's Tid, og at for Er. Cadir's Polhøjde havde tiltaget over en heel Grad. Han yttrede denne Mening for C., og det skal have glædet Læreren meget, siger Gassendi, at Disciplen ikke nægtede den sit Bifald. Denne Lærerens Glæde ved saadan en Anledning, gjør Lærlingen, i alle Henseender Ære og hins Jl kemishag ingen Skam, selv om det, som man næsten kan formode, skulde have været mere end en blot Kompliment. Den stille, strænge og alvorlige C. var ikke af den Art. Ikke heller var han nogen gjennemflyvende berømt Rejsende hos hvem man vel bemærker slige flyvende Domme. Begge levede sammen og havde talt med hverandre om den Sag. Maaskee havde hans udmærkede Følelse for Naturens Orden og Simpelhed, allerede dengang fundet fig besværet af det ptolemæiske Virvare, og tænkt paa en Forbedring. I saadan en Stilling hører man gjerne enhver uye Mening af en beremt og ers

faren Mand, endog allene i det Haab i den maaskee at finde et Redningsmiddel, hvis ikke, for i det mindste at kunde tro sig berettiget til paa eengang at bortkaste den hele Sladder og begynde paa ny. Paa dette Sted bemærkede han, som han selv fors tæller, Aldebarans Formørkelse af Maanen i Aaret 1497 den 9 Marts en Time før Midnat.

I Aaret 1500 kommer han til Rom. Han betegner selv denne Periode ved en Jagttagelse over en Maaneformørkelse, som han anstillede med stor Flid den 6 November samme Aar. Her blev han optaget med overordentlig Bifald, og det varede ikke længe faa holdt man ham ikke for ringere end Regiomontan. Han blev der udnævnt til Lœ, Læ, rer i Mathematiken, og læste med stort Bifald for meget blandede Forsamlinger af Store og af KunstOm Lægen C. hører man intet her. Det var blot Mathematikeren og Astronomen, söm man ærede og som man søgte. Skade, at det her saa aldeles mangler paa Efterretninger, som kunde kaste noget Lys paa denne Periode af hans Liv. Yttringerne af hars Genie maae have været store, og overhovedet hans Talenter allerede dengang meget fremstikkende i Sammenligning med de med hvilke

nere.