III. som han har sat foran sit Værk de revolutionibus orbium coeleftium, og som virkelig kan ansees for et Mesterstykke i Henseende til Foredraget. Menneskekjenderen vil næsten i enhver Linie med Forundring bemærke med hvilken Fiinhed, Manden har vidst at indklæde den inderligste Overbeviisning om sin Sags Rigtighed i Klogskabens mandige Sprog, og som Geistlig at tale med Overhoves det for sin Kirke, endogsaa en Smule phis losophisk om Verdensbygningen, som dengang almindelig blev anseet for en Filial, ikke af Philos sophien men af Hans Hellighed.

Hvad der bragte mig, ere omtrent hans Ord, paa de Tanker, at forklare de himmelske Legemers Bevægelser anderledes end sædvanlig, var, at man i sine Forklaringer ikke engang var ganske enig med sig selv. Den ene forklarede saaledes, den anden anderledes, og Ingen fyldestgjorde Phænomenerne, Naar det gik godt ved den ene Side, saa manglede det igjen ved den anden. Ja man blev ikke engang de Grundsætninger, som man dog havde antaget, tro. Derfor var det ikke heller mueligt at give det Hele en vis fast, symetrisk Form. Det lignede meget mere det Malerie af et

Menneske, hvortil man havde taget Hovedet og Fødderne af denne, og Armene og de øvrige Lemmer af hiin, men hvoraf intet passede tilsammen, altsaa snarere et Monstrum end en regelmæssig Figur. Følger man Gangen i den dertil brugte Slutning; saa finder man, at der snart mangle noget, og snart, at der er noget, som ikke hører derhen. Men var ogsaa Grundsætningen rigtig; saa maatte Erfaringen dog ogsaa bekræfte, hvad man kunde lade følge deraf; men det er ikke Tilfældet. Da jeg nu, vedbliver hån, længe havde tænkt med mig selv over Uvisheden i denne Lære; saa var det krænkende for mig at see, at Mennesket, der dog saa lykkelig havde uforsket meget, endnu havde saa faa sikkere Begreber om den store Verdensbygning, som den høye og vise Skaber har stilt hen for ham.

Jeg

begyndte derfor at læse saa mange af de Gamles Skrifter, som det var mig mueligt at faae fat paa, for at see om en eller anden iblandt dem har tænkt anderledes om den Sag, end de Philosopher, fom!, offentlig havde foredraget denne Lære i Skolerne.

Saa beskedent indleder denne Mand Afhandlingen om sine store Forbedringer. Han forkaster

ifte ganske den Ptolomæiske Lære, han siger blot, den har sine Mangler, som de øvrige, der ogsaa vare Gamle; ingen fyldestgjør ganske Phænomerne og enhver støder endogsaa an mod sine egne Grundsætninger. Ingen har altsaa en udelukkende Ret for den Anden. Overeensstemmelse med Phænos merne kunde aleene bestemme disse Hypothesers Værd og deri manglede det den ene saa vel som den anden; den ene her den anden der. Fandtes der altsaa iblandt de Gamle mindre bekjendte Meninger, En, hos hvilken man traf hiin Overeensstemmelse i en høyere. Grad; saa udfordrede dog noe den blotte simple Retfærdighed at tilstaae denne Fortrinet for de øvrige. Thi den var jo ogsaa gammel og desuden fyldestgjorde den hvad alle andre Hypothesers Opfins dere havde gjort til deres Øyemed at opfylde. Saadant et Sprog maatte dengang den tollereert Fornuft tale, naar den engang vilde vove at tale om sine Rettigheder med sine Enemærkers Usupateurer. C. læste altsaa. Det første Sted, som han traf paa, var, sont han selv fortæller Paven, et Sted hos Cicero, og siden efter et andet hos Plus

*

Acad: Qvaeft; Lib: IV

tark * Paa hiint Sted siges med tydelige Ord: Nicetas fra Syrakus har troet, at Himlen, Solen Maanen og alle Stjernerne stode stille, og intet var bevægeligt i Verdensbygningen undtagen Jorden; denne drejer sig med stor Hurtighed omkring sin Arel, ogsaa lader det, som om Himlen drejede sig og Jorden stod stille. Paa det andet Sted for fikkrer Plutark det selv samme om Pythagoræe ren Esphanius, og Heraklides fra Pontus, men siger endnu i forvejen, at Pythagoræeren PhiIolaus har lært: at Jorden drejer sig omkring Ilden i en skraad Cirkel, som Solen og Maanen ogsaa gjennemløber. Dette gav nu ogsaa mig · vedbliver han - Anledning til at tænke over Jors dens Bevægelighed. Endskjøndt nu saadan en Mening syntes absurd; saa tænkte jeg dog, man vilde ikke heller nægte mig en Frihed, som man havde tilstaaet mange andre for mig, nemlig efter Behag at antage Kredse og Bevægelser, for deref ter at forklare Synene paa Himlen. Da jeg nu begyndte at sætte Jorden bevægelig saa vel om dens Arel, saa omkring Solen, og sammenlignede dette med mine lange fortsatte Jagttagelser, saa fandt jeg

De plac: philofoph. lib. III. cap.13,

saadan en Overeensstemmelse med Phænomenerne, og alting passede nu saa godt sammen, at ingen Deel mere kunde rykkes uden derved at forvirre alle de øvrige, og det hele.

Dette er kortelig Historien om Anledningen til en Tanke, med hvilken egentlig sand Astronomie tog sin Begyndelse. Nu forestille man sig denne Anledning og sammenligne det Vink med Virknine gen, som det havde paa Domherren i Frauenborg. Det er Umag værd, og her er Stedet dertil.

I de Gamles Skrifter findes et Par Steder, hvori der i Forbigaaende siges, at Jorden drejer sig omkring sin Arel, og løber i en Kreds omkring Jlden. Denne Paastand udmærker sig ved intet fremfor mange Andre, som man træffer hos de Gamle, og hvis Urigtighed man tilstaaer; Tusinde have læst den og ikke agtet den. Derved bevises, og derpaa grundes intet. Næsten hele Oldtiden er derimod, og deriblandt nogle af alle Tiders og alle Folkeslags største Genier. Derimod var Ideen at Jorden hviler, "med faae undta gelse, almindelig. Overmaade bifaldet ved det uds Biografen, ste Sæfte, (27)