og en nye Jord - en nye Astronomie, som nu forte satte sin Gang majestætisk. Thi saa længe Jorden stod stille, stod al sand Astronomie stille, og maatte stade: men da den Mand kom, som bød Solen at staae stille; i det Øyeblik begyndte Astronomien at fremskride. Jordens Hvile trykkede denne Videnskab, som et skjult Onde Menneskets Legemes al Bart ophørte og alle de Midler, som man anvendte, naar de ikke netop traf Sygdommens Sæde, maatte forstørre det Önde. Hvað i al Verden kunde der blive af et System, i hvilket man ansaae et Punkt for fast og ubevægeligt, som i et Aar beskriver en Kreds af næsten 42 Millioner Mile i Diameter? Alle Bestræbelser for at foreené et nyt Syn med denne store Fejltagelse, kunde ikke andet, end føre til en Nye. Alt hvað de Gamle havde tænkt om Planeternes Afstand, var, naar man maaskee unds tager det om Maanen, og hvað deraf üsselt kan udledes for Solen, en blot Drønt. De kunde ikfe vide noget derom. Heri kom der nu paà eengang Lys ved den kopernikanske Lære. Thi saa snart man vidste, at den anden Forskjellighed blot var en Følge af Jordens forandrede Standspunkt, og áltsaa en aarlig Paralare; saa kunde man nu allerede med Biografen, ste Hæfte, (28)

stor Bestemthed tale om Afstandens Forhold. Saaledes frembragte nu bestandig den ene Sandhed den anden, og en Opdagelse den anden i stadig Fremgang indtil vore Tider. Strax efter denne Periode faldt vel Tyge Brahe, en af alle Tiders største Astronomer, men mindre philosophisk Genie, end C., igjen tilbage paa Jdeen om Jordens Ubevæges lighed. Denne store Mand gav, ved religiøs Misforstaaelse, og rimeligviis forledet af nogen Forfængelighed, Verden et System, som egentlig er det kopernikanske omvendt. Det ene forvandler sig i det andet alt eftersom man gjør Jorden eller Solen bevægelig deri. Fortjenesten for at have opfundet dette efter det Copernikanske, er derfor meget ringe. Hvad det har forud for det Ptolemæiske, er just den Deel, hvori det nærmer sig til det Coper nikanske, men som her benyttet til Flikkerie frem bringer ny Misforstand og ny Forvirring. Dersom dette System var gaaet forud for det Copernikanske, saa vilde det sikkert have indtaget en meget agtværdig Plads i Astronomiens Historie. Men bag efter hiint staaer det opstilt i Historien i det mindste, som en Plet paa den samme store fortjente og evig uvisnelige Berømmelse, som det eengang allene havde at takke for sit korte Bifald.

Forbigaaer man nu denne i sig selv korte og ubetydelige Tilbagegang, saa bliver det Copernikan ske System Hypothesernes sidste Stemme, der, ome fider overskygget af Keplers store Genie, blev Sandhedens Moder. Jeg siger Sandhedens Moder. Thi vort nuværende System, som ingen Fornuftig mere kan nægte Navnet af det sande, uden at staae Fare for, at man fradømmer ham Fornuften, er ikke det Copernikanske, saaledes, som C. har fremstilt os det i sit Verk. Det er meget forskjelligt derfra, og denne Forskjellighed bestaaer ikke blot i tilsatte Forbedringer, som Instrumenters nes større Fuldkommenhed og Kunsten at observere maatte give; den er meget væsentligere, den vilde ogsaa have været umuelig uden disse bedre Instrumenter, og er derfor, ligesom hiin store Tanke af C., Geniets Verk. C. havde befriet Astronomien for de Vildfarelser, som Forudsætningen om en als Deles hvilende Jord nødvendig maatte forlede til; men hiin første Forskjellighed, den nemlig, som i det Ptolemæiske System ikke er en Følge af Solens Bevægelse, og i hans ikke af Jordens Bevæs gelse, men meget mere syntes attilkomme Planeterne selv, var endnu tilbage. Han vilde ogsaa forklare

snublede. Maa

denne, og den store Mand den hvorpaa denne dybe, ellers saa fordomsfrie stille Tanker, som Forfængelighed ikke fremskyndede til overilede Bekjendtgjørelser; ́som, ifald han endnu ved sin Granskning foruden Tørsten efter Sandhed kjendte en anden Tillokkelse, blot har kundet have. den fjerne Efterverdens Tak, kun udødelighedens Løn for Øhe; Maaden, siger jeg, hvorledes denne beundringsværdige Mand blev forledet til sin Vildfarelse, er ikke blot et mærkværdigt Træk i hans Historie, men overhovedet i den menneskelige Forstands Historie Det Ptolemæiske System styttede fig især paa Sandsernes simple Vidnesbyrd, paa sandselig Udseende. Dette var en mægtig Stytte, og at holde den for urokkelig, sikkert en meget tilgivlig Vildfarelse. Thi for at indsee sammes Svaghed, maatte man først med Møye lære at holde det for sandt, hvoraf man daglig saae det Modsatte for fine Øyne. Imidlertid kastede C. denne Hovedstytte med ligesaa stor Kraft som Dristighed over Ende. Hvorved sikkert det farligste om ikke det vig tigste Skridt lykkelig var gjordt til fuldkommen Tilintetgjørelse af en Vildfarelse, som man i 1400 Aar havde anseet for hellig.

Navnet

Leffing.

avnet Lessing, er et af de Navne, af hvilke endogsaa de meest kultiverede Nationer kun sjelden

kan rose sig.

Folk, der af Cultur

Ligesaa vist, som der neppe gives et forudsat, at det har opnaaet en Grad ikke haver nogle berømte Navne at fremvise, saa vist ere dog de meget berømte iblandt ethvert Folk langt færre, og de store'et yderst sjeldent Syn. Man kan blive berømt ved een udmærket Handling, ved eet fortræffeligt Aandsprodukt, men kun ved mange udmærkede Handlinger, kun ved mange fortræffelige Talentprodukter kan man forhverve sig et meget berømt Navn, og kun en Sum af dybtvirkende Aand, Kraft og Genie paa fine Samtidiges Dannelse, kun en Ops Insning, som forhøyer et heelt Folks Ære,