er unægtelig et af de skjønneste Produkter af hans kritiske Genius. Det er vanskeligt at afgjøre hvad man her skal beundre meest hos ham? Om det er Hans Rigdom af alle Slags Kundskaber, hans frugtbare Ideer, hans sindrige Tvivl og Berigtigels ser, hans yderst fine Bestemmelser af Grændselinien imellem Malerie og Digtekunst, hans lyse Udvikling af Vildfarelse og Sandhed, Hans Raisonnement, som rykker frem Periode for Periode, kommer bestandig nærmere til det afsatte Maal, eller denne ideale Reenhed, Mangfoldighed. og Rundning i hans Diktion. Man holdes vedlige Interesse fra Begyndelsen til Enden, man tænker med ham, undersøger med ham, og vender tilbage fra hans Lekture, grundig underviist, og mangfoldig berigtiget i fine Kundskaber.

Den samme Aand, den samme strænge Prøve og nonagtigste Opløsning af sin Gjenstand, som er kjendelig i hans Værker over Kunsten karakteriserer ogsaa Lessings øvrige smaae antiqvariske, philosophis ske og theologiske Skrifter. I alle kjender man den grundige Grandsker, den skarpe Tanker og fulds kommen Sagkyndige.

Dette er et fort Udtog af Lessings Karak teristik, som Skribent, hans Karakteristik som Menneske skal slutte disse Blade.

Lessing nedstammer fra en aldeles litterarisk
Alle hans Forfædre, i det mindste siden

Familie.

1580, vare berømte, som Theologer eller Jurister iblandt deres Samtidige. En af disse fortiene især at nævnes: Theophilus Leffing, Borgemester i Kamenz, i Overlaufik. Han blev Magister i fit fiortende Aar, og skrev 1660, altsaa 40 Aar før Tolerance- Prædikanten Voltaire, en Disputats om almindelig Tolerance for alle Religioner.

En af dennes Sønner, Johan Gotfried Lessing, vor Lessings Fader, udmærker sig endnu mere ved sin Lærdom. Kundskab i Historien, Phis losophien, Theologien, og en meget grundig Kundskab i de orientalske Sprog, og i det græske, latins ske, engelske og franske Sprog, gav ham Ret tit den Roes, som han forhvervede sig. Han fik Magisterværdigheden i Wittenberg, og blev kort Tid efter Præft og Kateket i sin Fødebye Kamen z. De Skrifter, som man have af ham, karakterisere

ham alle som et lyst Hoved og et Menneske, der havs de en brændende Kjærlighed for Sandhed.

Denne Aand hvilede dobbelt paa hans ældste Sen, Gotthold Ephraim Lessing, som blev født i Kamenz d. 22 Januari 1729, og fik sin første Underviisning, især i Religionen, af sin Fader. Siden efter overleverede Faderen ham til en Privats lærer, ved Navn Mylius, en Broder til Les sings tilkommende Ven.

Denne Privatlærer bles Rector i Kønigsberg, og den unge Lessing besøgte den offentlige Skole, under dens da værende Forstander, Heinze; derfra kom han i den fyrstelige Skole i Meiszen, hvor han fik frie Underviisning og Kost og Klæder. Han lærte med ligesaa megen Lyst som Læthed. Kundskab i det græske, latinske, franske, og italienske Sprog, i Philosophien og Mathematiken vare især Frugterne af hans herværende offentlige Underviisning. Her tilbragte han 5 Aar, og allerede tidlig udviklede sig hos ham denne egne Virksomheds og Selvtænksomheds Aand, der siden efter blev et saa herskende Træk i hans Karakter.

Det var ham

ikke nok at ile foran fine Meddiciple, i de fore skrevne Skolevidenskaber; han vilde ogsaa udenfor disse. Derfor havde han saa megen Attraae efter at giøre sig bekiendt med de Klassiker, som ikke ́bleve forklarede i de offentlige Timer; Theos phraft, Plautus, Terents og Anakreon vare hans Privatlecture, han forsøgte nu at oversætte disse Klassiker i sit Modersmaal, og at giøre sig for= trolig med deres Aand ved Efterligninger.

Forsynet med disse fordeelagtige Vidnesbyrd forlod han 1746 Skolen i Meiszen, og gif, efter et kort Ophold i hans Forældres Huns til Univers sitetet i Leipzig. Æstetik, Philosophie, Naturlære og Mathematik bleve Gjenstande for hans Grandsk= ning. Collegierne vedblev han ikke længe at besøge; han underviste sig selv; Enersti, som læste over de remerske Antiqviteter, de græske Klassiker og Universalhistorien, var den eeneste han vedblev. at høre.

Fremfor alt vakte Leipzig hans Tilbøyelighed til den tydske Digtekunst, og især hans Hang til Theatret.

Den fortjenstfulde Weisze blev snart hans første og fortroligste Ven. Med ham besøgte han Promenader, Skuespil og Collegier, men de sidste, som sagt, kun sparsomt. Hans Forældre havde bestemt ham til Theolog, men han var ikke skikket til at blive noget ved fremmed Bestemmelse. Lessingblev Skribent, han begyndte sin Bane med Op= muntringerne, et hamborgsk Ugeblad. Begge Lystspillene Damon, og den gamle Jomfrue, som han siden aldrig oftere lod trykke, tilligemed, nogle Viser og Epigrammer, udkom her fra ham, dog uden hans Navn. Til Mylius's Ugeblad Naturgrandskeren, leverede han ogsaa nogle

Digte.

Foruden hans Bekjendtskab med Weisze omgikkes han ogsaa Mylius, Adolf Schlegel og Zacharia. De to sidste bleve siden efter det indske Parnasses fortrinligste Prydelser - - med hvil

ke han under den ligesaa skarpsindige som vittige Kastner, dengang Professor i Leipzig, øvede sig i at disputere; ogsaa med Skuespillere havde han megen Omgang. Han fuldendte derfor den unge Lærde, som han allerede havde begyndt paa i SloIen. Den blev opført, og det almindelige Bifald, som den fik, bandt ham nu ganske til Theatret.

Efterretningen herom kom meget snart for hans fromme Forældre, der meget ærgrede sig saavel over deres Sons Hang til Theatret, som over hans Omgang med Mylius, som var udskregen for en Fritænker. Nu regnede der Bebreidelser, Straffer prækener, Advarsler og Formaninger. Lessing forsvarede sig og blev sin Hengivenhed for Theatret og sit Venskab for Mylius tro.

Hans Forældres Bekymring steeg nu indtil ængstelighed. De saae ingen anden Udvei til at üdrive deres elskede Sen af sine Vildfarelser, end ved indstændig Anmodning om at besøge sine Foraldre, og hvorledes kunde de have givet denne Anmodning mere Vægt, end ved at foregive at Lessings elskede Moder, var dødelig syg? Denne Indbydelse skedte om Julen, og uagtet Lessing strar mærkede Den egentlige Aarsag til denne Indbydelse, saa adlød han dog paa Øjeblikket og reiste som han gik og stod, trods den indfaldne stærke Kulde, paa en aaben Postvogn til Kamenz

Denne Lydighed gjorde alting godt igjen. Hans Forældre bleve bedre underrettet og tilgave og forglemte alting.