63

gen, og bestemmer Tiden for Duellen til den føle gende Dag, og der blev ikke noget af. Bol taire havde gjort et bidende Epigram paa Hertugen af Sullys Maitresse; det udkom, og han bliver paa nye sat i Bastillien 1725. Imidlertid nød han denne Gang mere Frihed. Han havde daglig en Ben til Bordselskab, fik Bøger, lærte Engelslog blev efter et halvt Aar igjen sat i Frihed.

Han besluttede nu at reise til Engeland, for

at befrie sig fra Cabaler og Forfølgelser. Hans Navn og hans udmærkede Egenskaber forskaffede ham en gunstig Modtagelse. Han søgte først Pos pes Bekjendtskab, Pope, som han især agtede heit, som Digter. Pope talte daarligt Fransk, og Voltaire daarligt Engelsk. Deres første Samtaler vare derfor lidet mörende. Voltaire begav sig til et lidet Landsted, for først bedre at lære Nationens Sprog. Hans Ophold i Engeland blev snart fordeelagtigt for hans Navn, og hans LykFesomstændigheder. I Aaret 1726 lod han sin Henriade trykke i London. Han fik en Mængde Subskribenter, og overordentligt Bifald. Georg

den første og de engelske Store ærede den dristige Sanger, som man havde ladet indsperre i Paris.

Hans Epopee blev i Begyndelsen mere agter af Brit terne, end af hans Landsmænd.

Efter en tre Aars Ophold i London, der ved den Ære, og Agtelse og Frihed, som han nød, vare de lykkeligste og behageligste, som han nogenfinde havde oplevet, vendte han i Aaret 1728 tilbage til Paris. Han havde i Vers foreviget en stor Konge, og foretog sig nu i Prosa at skildre en overordentlig Helt. Han skrev Karl den tolvtes Historie, et Værk, der ligesaa meget blev lastet af Yndere af den diplomatiske historiske Nøiagtighed, som den blev roset af dem der yndede en skjon historisk Fremstillelse. Henriaden havde indbragt Voltaire mere; men dog var han ikke bekymret for fin Underholdning. Han eiede allerede en, om ikke stor, dog anseelig og tilstrækkelig Formue. I Aaret 1716 havde han forladt sin Faders Huus. Den Pension, som han strar derpaa fik af Hertugen af Orleans, og Indkomsterne af Oedip i Aaret 1719, satte ham allerede istand til, at kunne leve selvstændig. I Aaret 1723 kjøbte han sig en Livrente paa 2000 Livres. Kort Tid derefter skjenkede Ludvig den XV Gemalinde ham en aarlig Pension af sin Privatkasse.

Aaret 1728 døde hans Fader; han arvede

en betydelig Sum, vandt de følgende Aar í Lotteriet i Paris', og forøgede sin Formue som Kjøbmand.

Denne Tilbøielighed til merkantilske Speku lationer havde han faaet i Engeland, hvor de for nemste Personer tage Deel i Handelssager. Under Navn af de Moulin handlede den spekulerende Digter med Held paa Afrika, Cadix o. s. v. I Aaret 1730 lod han sit nye Sørgespil Brutus opføre. Det fandt lidet Bifald. Da Voltaire kom tilbage fra Skuespilhuset, og erfarede, at et for hans Regning lader Skib, som ogsaa hedde Brutus, og som han troede forulykket, lykkelig var ankommen til Marseille – sagde han til sin Faktor:,,da Barbariets Brutus lykkelig er bevaret, saa trøster jeg mig over den maadelige Lykke, som det gamle Roms Brutus har gjort. Der kommer maaskee den Tid da man vil lade ham skee sin Ret."

I Aaret 1731 udgav han philosophiske Breve. Geistligheden ansaae dem som farlige for Religionen, og udvirkede at de bleve brændte af Bedlen. Frygten Frygten afholdt ham indtil videre fra (5)

Biografen, Iste Sæfte.

at skrive mere om religiøse Gjenstande. Han fors fattede dramatiske Skrifter. Men hans urolige Aand og hans frie Tænkemaade bragte ham meget snart i Aaret 1735 - i en ny kritisk Forfat ning. I mange Brochurer havde man nægtet ham Genie til at være episk Digter. Han skrev et nyt episk Stykke, den bekjendte Pucelle d'Orleans. Han blev bekjendt, som Forfatter til dette Skrift. Kantsleren truede ham, og havde allerede udstædet en Befaling til at arrestere ham. Han flygtede i Aaret 1736 til Slottet Ciren, paa Grændserne af Champagne, hvortil Marquise de Chatelet, som ganske sysselsatte sig med Videnskaberne, havde indbudt ham.

Her levede Voltaire i Omgang med Mus. ferne, og i landlig Rolighed. For at nyde det Bifald, man gav hans nye Stykke Alzire, begav han fig igjen til Paris. Men hans Nærværelse opvakte Misundelse. Man bagtalte ham paa ny for Kantsleren og Kardinal Fleury, og Voltaire ilede til sit Asyl, tilbage til Cerey. For at unde drage sig alle Forfølgelser, lod ban sætte i Aviserne, at han var reist til Engelland. Alle Breve fra ham vare daterede fra Cambridge. Regjerin

gen blev bedraget, eller stilte sig i det mindste an, som om den var det.

Midt iblandt disse Bekymringer og Gjenvor digheder, som truede ham, havde Voltaire den Glæde i August 1736 at faae et meget smigrende Brev fra den daværende Kronprinds, Kongen af Preusen, Friderik den Eèneste. Frederik kaldte sig deri Voltaires meest hengivne Ben, et Udtryk, som ikke var nogen blot KomplimentsFormel, men, som udtrykte sand Hengivenhed og Venskab. Correspondentsen imellem Frederik og Voltaire blev siden efter inderlig personligt Bes kjendtskab.

Imidlertid levede Voltaire paa Cirey stille og skjult. Hans Veninde Marquise de Chate lets Selskab, var ham saa got som et lærd Selskab. Hun forstod Latin, som Madam Dacier, kunde de bedste Steder af de romerske Digtere udens ad, var vel bekjendt med Cicero, og elskede især Mathematikens og Metaphysikens Studium. Voltaire blev hendes Lærer i det Engelske og Italienfke. Johan Bernoulli, Maupertier og Algarotti besøgte disse philosophiske Eeneboere. Voltaire havde det Uheld ved Bankerotter og