Malversationer, at tabe over 64000 Livres af fin Formue. Men det forstyrrede ikke hans Rolighed. Hans Klager endte sig med et bon mot, og han vedblev, som tilforn, virksom at understytte fattige Lærde. Efter et fem Aars Ophold paa Cirey, nødede en betydelig Pengeproces med et brüsselsk Handelshuus, Marquise de Chatelet, at reise til Brüsfel i Aaret 1740. der Navn af en vis

Processen for hende.

Voltaire ledsagede hende un

Grev de Revol, og vandt
Som han var i Begreb med

at reise tilbage til Frankerig, døde Kong Frederik Wilhelm af Preusen, og Frederik besteeg nu Tronen.

Han havde adskillige Gange lovet Voltaire, at han vilde give ham solide Beviser_paa sit Venskab, saasnart han blev Konge. Strax efter hans Tronbestigelse sendte han en overordentlig Gesandt til Frankerig. Denne passeerte igjennem Brüssel og lod Voltaire sige, at han strax maatte komme til ham, for at modtage en kostbar Gave, som han medbragte fra Kongen. Løb hurtig sagde Marquise de Chatelet nens Diamant. Og

man sender Dem vist Kro Voltaire fik isteden for en

-et lidet

folid en flydende Venskabsforæring Fad gammel Viin, af den forrige Konges Kjælder.

Frederik besøgte sine vestphalske Stater, og havde lovet Voltaire at besøge ham incognito i Brüssel. Men i Meuse, et Slot ved Cleve, fik han et Anfald af Feberen. Voltaire kom nu til ham og traf ham just da han havde Feberen, og begyndte sit Bekjendtskab dermed, at han følte Kongens Puls. Siden efter forrettede han en Statsministers Embede hos den unge Konge. Frederif

gjorde Fordringer paa Baroniet Herstall i det Lyttike. Voltaire forfattede et Manifest, som, understyttet af 2000 Mand Tropper, havde de bedste Følger, og nødte Lyttikerne til at betale 60000 Rigsdaler.

Frederik bad derpaa Voltaire om at komme til Hoffet. Men Voltaire foretrak Venskabets Lykke for Ærens Glands. Han besluttede at gaae tilbage til Frankerig med Marquise de Chas telet. Imidlertid besøgte han endnu Kongen i Oktober 1740, men reiste strar derpaa tilbage igjen til Paris.

I August 1742 lod Voltaire sit nye Sørgespil Mahomet opføre i Lilli i Flanderen. Imel

4

lem en af Akterne fik han et Brev fra Kongen af Preusen, der mældte ham Seieren ved Molvik. Voltaire reiste sig i sin Loge og læste Brevet offentlig. Man applauderte Kongen af Preusen og tillige Mahomets Forfatter. I det følgende Aar lod han Sørgespillet Merope opføre i Paris. Det fik ualmindeligt Bifald. Tilskuerne vilde see For fatteren. Man hentede Voltaire og førte ham ind i Marchalinde Villars Loge. Strar hørte man en Stemme fra Parterret: Madame la Duchesse, embrassez Voltaire! - Fru Hertuginde, omfavn Voltaire." Stemmerne blev saa almindelige, at Hertuginden maatte tilfredsstille Publikums Ønsker, og i sammes Navn give Voltaire et Kys.

Mek.

Ludvig den femtende var bleven sng i

Hans daværende Maitresse Mad. de Chateaurour's Fiender benyttede sig af denne Tid for at styrte hende. Erkebispen af Saißons Fits James, første kongelig Confessionarius, vilde omvende Ludvig, og erklærede, at han hverken vilde meddele ham Abfolutionen eller Sakramentet, dersom han ikke gav Mad. Chateaurour sin Afsked. Dette skede, Ludvig kom sig, og saae sig nu om efter en anden Veninde. Valget faldt

paa en Landmands Datter, ved Navn Boisson, som var gift med en Godseier. Hun var et af de skjønneste Fruentimmer i Frankerig, og ligesaa elskværdig for sit behagelige Væsen, som for sine udmærkede Talenter. Kongen havde feet hende paa Jagten, fik hende kjær, tog hende til sit Hof, og ophøiede hende snart til en Marquise de Pompadour. Denne talentfulde Dame havde for det meste Voltaire at takke for sin Dannelse og sin Smag. Han havde ofte været i hendes Selskab tilligemed Marquise de Chatelet paa Godset Eti

ola.

Hun var ikke utaknemlig imod ham.

Hvad Voltaire ikke kunde opnaae ved alle fine Fortjenester, som Forfatter og Digter, der ops naaede han nu ved Marquise de Pompadour. Han blev omsider 1746 Medlem af det franske Akas demi, Historiograph i Frankerig og virkelig Kammerherre ved Hoffet. I samme Aar optog Akade miet i Bologne ham iblandt sine Medlemmer.

Træt af Hoflivet gik Voltaire tilbage til Ciren, hvor han levede i fornøiet Eensomhed med sin Veninde Marquise de Chatelet. Ciren, ved Grændsen af Lothringen, var ikke langt fra Lunes ville, hvor Ludvig den femtendes Svigerfader

Stanislaus Leszcinski, havde sit libet Hof. Hans Confessionarius, Jesuiten Menou, og Marz quise de Boufflers udgjorde denne gode Konges Selskab, som i fortrolig Omgang med sine Venner og Videnskaberne glemte den polske Trone, som han havde mistet.

Marquise de Boufflers indbed Marquise be Chatelet og Voltaire, som hun personlig havde lært at kjende i Paris. Stanislaus fandt deres Selskab ligesaa behageligt, som de fandt hans stille behagelige Hof. Isteden for Etikette herskede her venskabelig Fortrolighed. Voltaire fandt Frihed, Rolighed og Fornvielse. Men den Lykke, som han her nød, blev afbrudt ved en sørgelig Begivenhed. Marquise de Chatelet, hvis ømme Venskab havde gjort ham lykkelig i tyve Aar, døde nu efter en pludselig Sygdom. vede Voltaire ubeskriveligt. Stanislaus besøgte ham, ham om at blive hos sig.

Dette Tab bedrø=

Den gode, æble trøstede ham, og bad

Men Luneville, hvor

han havde levet lyktelig i et Aar, behagede ikke Voltaire mere, nu hans Veninde var borte.

For at glemme fin Kummer vendte han tilbage til Paris i Oktober 1749