og

den ud af Ilden, forbrænder sin Manschette begge Philosopherne briste til Slutningen i Latter og omfavne hverandre.

For at unddrage sig Faren og uvisse Udsigter i fin Stilling, bad Voltaire Kongen, om Tilladelse til at reise til Lothringen for at bruge Badet i Plombieres. Frederik gav ham denne Tilladelse. Han besøgte Hertuginden af Sachsen-Gotha og Landgreven af Hessen-Cassel. Imidlertid var der udkoms met et Par satiriske Skrifter mod Frederik. Voltaire, som paa sin Reise havde yttret sig uforsig= tigt, opholdt sig den Gang (Juni 1753) i Frankfurt am Mayn. Den preusiske Resident i Frankfurt fik Befaling at arrestere ham. Det skede. Man bevogtede ham og hans Niece, Madam Denis (som var reist ham imøde) med en Komando Soldater. Han maatte udlevere Kammerherrenøglen, Ordenen, og Kongens poetiske Manuskripter, og hver Dag be= tale Vagten 140 Rigsdaler. En Maaned efter fik han sin Frihed igjen.

Efter denne Gothisk-Vandalske Historie, som Boltaire kaldte den, reiste han til Lothringen og besøgte Kong Stanislaus i Luneville. Derfra reiste han til Lyon. Ingensteds fandt han saadan

enthusiastisk Hengivenhed og Beundring, som her. Man opførte hans Skuespil, omringede ham paa Gaderne og talede ikke om andet, end om ham. For at styrke sin Helbred vilde han reise til Savoyen og bruge Badet i Air, men blev underveis opholdt i Genf. Han besluttede at nedsætte sig i Nærheden af denne Stad, og kjøbte et Gods, som kaldtes les Delices. Det fortjente dette Navn for sin romantilske Beliggenhed, og for Kunstens Forskjønnelser. Man levede paa Landet, og nød alle Byens Fornoielser, Baller, Comedier, Festins o. f. v. Madam Denis gjorde alle Honneurs. Fra alle Lande kom der Reisende for at beundre Frankerigs meest originale Forfatter.

For en stor Deel af Indvaanerne i Genf var Voltaires Nærhed behagelig. Delices var det Sted hvorfra fiin Smag, Videnskaber og Oplysning udbredte sig. De orthadore Præster, og des res Tilhængere spottede Voltaire, og frygtede for, at see deres Borger - Republik forvandlet til en Republik af Philosopher og Fritænkere.

Paa denne Tid begyndte denne bekjendte Jean Jacques Rousseau at skrive mod de bor gerlige Indretninger. Han paastod at det tænkende

Menneske er et usselt Dyr, at man ikke maae lære Videnskaber, for at være et lykkeligt Menneske. Denne paradoxe Sætning, eller meget mere denne Sottise havde det Uheld, at behage Akademiet i Dijon. Rousseau sendte ogsaa sin Afhandling til Voltaire. Denne takkede ham i et smiggrende Brev, hvori han blandt andet sagde: at ingen endnu havde havt saa megen Forstand, at ville gjøre Mennes sket til et Dyr, at han fik Lyst til at gaae paa Fire, naar han læste hans Afhandling. : "Men Rousseau tog denne Kompliment ilde op og hadede Voltaire siden efter bestandig.

Rousseau udgav strax derpaa sin Emil. Dette Værk, som udkom i Holland med Generalstas ternes Privilegium, blev brændt af Parlamentet i Paris, og Forfatteren - som levede i Genf— truet med Arrest. Under disse fæle Udsigter tilbød Vol taire Rousseau et Fristed. Men denne svarede i følgende philosophiske bizarre Brev: Jeg kan ikke lide Dem, min Herre, fordi De har fordærvet min Republik ved Deres Komedier. Min Ben Jean Jacques Rousse a u, er mere syg, end jeg troede, var den Dom Voltaire yttrede derpaa.

Hvor der er sand Høiagtelse og Hengivenhed, der varer Vrede og Forbittrelse ikke længe. var Tilfældet med Frederik.

Det Voltaires mis

tænkelige Afreise, den uenige Scene med ham, og den tragisk-komiske Akt i Frankfurt bleve snart forglemte. Han forsonede sig med sin lærde Yndling, og da Syvaarskrigen var forbi fortsatte Frederik sin lærde Brevverling og gjorde ham nu bestandig til sine poetiske Arbeiders Fortrolige. Voltaire levede imidlertid fra 1754 til 1761 paa sit Landgods i en lykkelig Rolighed, som han helligede Muserne og fine Modstandere i Paris; disse sidste bekæmpede han med leende bitter Satire.

I Paris levede dengang endnu en Datterdats ter af Corneille, en ung Pige af de bedste Egenskaber, men ganske uden Formue. Hun havde søgt at forhverve sig fit Ophold ved at gjøre Kurve. Hendes Stilling blev stadse mere sørgelig. Voltaire erfarede det. En gammel Soldat af den store Corneille, sagde han, maae ikke forlade fin Generals Datterdatter tog Pigen til sig, lod hende opdrage, og udstyrede hende.

J Genf tiltog imidlertid bestandig Gjæringen, i de Meninger og Grundsætninger, som begge Philosopherne gave Anledning til. Rousseaus IvBiografen, Ißte Sæfte,

(6)

ren imod alle Skuespil, og offentlige Forneielser havde ophidset Mængden, og Geistligheden ophidsede den endnu mere.

Folket vilde hverken have

Theater eller Baller eller Vittigheds Skrifter. Voltaire vilde ikke udsætte sig for Folkets Fanatisme, forlod sit Landgods Delices, og kjøbte sig i Aaret 1762 Slottet i Ferney ved Grændserne af Genf og det franske Distrikt, i Landskabet Ger.

Han havde dengang 140000 Livres ́aarlige Indkomster. Den første Forandring, som han foretog i sin Landshye, var, at han lod opbygge en ny og prægtig Kirke isteden for den forfaldne. Den fik denne simple Inskription: Deo erexit Voltaire. Boltaire havde egenmægtig gjort denne Forbedring. Erkebispen af Annecy, til hvis Herred Ferney hørte, beklagede sig bittert herover. Paa hvað Grund beklager De Dem herover? spurgte Voltaire. Der stod et Skuur, jeg har opreist et anstændigt Tempel. Kristusbilledet var af ormstukket Træe, og jeg har ladet det forgylde, som et Keiserbillede.

Lige uden for Vinduerne af Værelset havde Voltaire indrettet fit Gravsted i Form af en tilspidset Soile, for at erindre sig om sin Død. Veien til samme var i øvrigt ogsaa i Ferney bestrøet Alle Forneielser, alle Livets Be=

med Blomster.