hageligheder, Komedier, og Selskaber vare forenede her. Prindser, Lærde, Krigsmænd, alle Reisende af Stand og Kundskaber kappedes om at see Voltaire. Mange ventede hele Dage i Ferney paa Philosophens Audients, og ofte forgjæves.

Oven til have vi allerede anført adskillige Beviser paa Voltaires Menneskekjærlighed. Aldrig blev denne Tilbøielighed stærkere opflammet, end naar han saae Uskyldigheden undertrykt af Religdonshad og Fanatisme. Ingen Kriminalproces er bleven mere berygtet, end den, som blev afgjort i Toulonse i Aaret 176 1. Det daværende Parlament fældte en Dødsdom over den bekjendte Calas, en Olding paa 68 Aar, hvis Liv var udmærket af Fromhed og Retskaffenhed paa den Beskyldning at han havde dræbt sine Sønner. Dommerne i Collegiet bestode af Katholiker, og Calas var en Protestant. Efter hans Henrettelse kom hans Enke til Genf. Voltaire erfarede Uretfærdighe derne, Omstændighederne ved Processen, gjorde dem bekjendt, og sendte den ulykkelige Enke til Paris, for at bede Kongen om Retfærdighed; Processen blev revideret, og den henrettede Calas befundet uskyldig. Den forladte Enke fik derpaa ved Voltaires Mellemhandling Understyttelse af mange menneskevenner.

Voltaire udgav derpaa adskillige Skrifter mod Overtroen og Fanatismen, iblandt andre sin philosophiske Ordbog. Men den forekom Parlamentet i Paris saa irreligiøs, at det löd den brænde. Biskoppen af Annecy, som vi allerede have nævnet, beskyldte Forfatteren for, at han iffé troede paa Kristus. For at gjendrive dette, skriftede Voltaire hos en Kapusiner, aflagde sin Troesbekjendelse, og lod den underskrive af adskillige Vidner. Men denne fromme Akt overbeviste ikke hans geistlige Fiender. De ivrede og klagede uop= hørlig over ham. En Geistlig i Paris fik derimod det Indfald, at opreise Voltaire en Statue. Antallet af hans Tilhængere realiserte snart dette Forslag. Det var lutter franske Lærde, som subskriberte til dette Mindesmærke. Personer af andre Stænder og udlændinge, som mældte sig i Mangde, bleve udelukte.

Kun Frederik den Eene

ste fik Adgang. Han lod spørge, hvor høit han kunde subskribere. Deres Navn, Sire, svarede d'Alambert i Selskabets Navn, og en Daler er tilstrækkeligt. Den berømte Kunstner Pigal gjorde derpaa Statuen, som paa det høitideligste blev indviet, og i Aaret 1770 opreist med den simple Paaskrift: Statue, oprettet i Voltaires Levetid, af Lærde, hans Landsmænd.

Kort Tid tilforn havde Ludvig den feme tende næsten været i Begreb med at lade Voltaire arrestere for hans philosophiske Ordbog. Da man nu sagde ham, at man opreiste Voltaire en Statue, svarede Kongen:. Han fortjener den, og befalede at man. i Fremtiden skulde udbetale ham den Pension, som var bleven holdt tilbage i fjorten Aar.

I Genf vare Religions-Stridighederne stegne til det høieste. Man ivrede, man kæmpede, og man skud fig ihjel for Calvin eller for Rousseau. Mange Kunstnere forlode Staden ved denne Usikkerhed, og farlige Uorden. Voltaire indbød dem til sig, tilbød dem Underskyttelse, byggede Huse for dem, og det lille Ferney, som tilforn var en ussel Landsbye med 40 fattige undertrykte Bønder, blev nu en Bolig for mange velhavende Jorddyrkere og Kunstnere. Havde Voltaire levet længere, saa havde Ferney hævet sig til en blomstrende Stad.

Voltaire vedblev bestandig at tage sig ivrig især af de uskyldige, som Justitsen havde forfulgt og undertrykt. 3 Aaret 1774 kom en Bonde til ham; han havde tabt en Proces ved Parlamentet i Besancon, og denne ruineerte ham ganske. Han vilde appellere. Voltaire undersøgte Akterne og fandt, at det kunde skee med et got Udfald. Imid

1

lertid hentede han tre Punge hver med 1000 Livres, gav dem til den grædende Bonde og sagde: der har Du Erstatning for Justitsens Uretfærdighed. En

ny Proces vilde ødelægge Dig endnu mere. Ders som Du er fornuftig saa klager Du ikke; fæt Dig ned i min Landsby. Jeg vil sørge for Dig.

Den ærefuldeste Udmærkelse, som Voltaire nød, var den Heiagtelse, den fortrolige Hengivenhed, som de to største Genier paa Europas Troner, Keiserinde Catharina, og Frederik den Een este viste ham. Den første havde, da hun endnu var Storfyrstinde, læst hans Skrifter med ligesaa megen Fornøielse, som Nytte. Hun ærede Fortjenester. Hun sendte Fyrsten Kostlovski til Ferney; han overleverede Philosophen et Brev frá hende, hendes Instruktion til Planen for en ny Lovbog, kostbare Pelsværker, hendes Portrait, 20 store Diamanter og en Elfenbeens Daase, som hun selv havde gjort. Denne sidste Gave gjengjeldte Voltaire ved et Arnbaand, som han selv havde strikket. Hans Brevverling med den store Keiserinde varede til hans Død.

Frederik ærede ham paa en anden, men ligesaa sinigrende Maade. Han sendte ham hans Statue, gjort af skjønt Porcelain, med den egens

hændig Paaskrift Viro immortali. Og Voltaire svarede derpaa: Sire, De har skjenket mig et Gods i Deres Distrikt.

Voltaire havde nu næsten i 30 Aar ikke seet Paris. J Aaret 1777 sendte han tvende nye Sergespil derhen. Skuespillerne kunde ikke blive enige om Rollernes Uddeling. Opførelsen af Stykkerne blev opsat. Dette gjorde ham utaalmodig. Hans Benner havde indbudt ham til Hovedstaden. Han selv ønskede endnu engang at see sig beundret der. I sit 84 Aar besluttede han at gjøre en Reise derhen, og tiltraade den i den haardeste Vinter 1778. Han søgte underveis at unddrage sig fol alle Æresbeviser. Men de udeblev dog ikke. Iblandt andre kjørte ikke Postillonerne, men Postmæsterne selv hans Vogn. Men en af dem var saa gammel og skrøbelig, at han ikke kunde ride. anbefalede derfor den Reisende til den første Postillons Omhyggelighed, i det han tilføiede: betænk hvad det er for en ære, at kjøre for saadan en stor Mand. Der er ti Konger i Europa, men kun een eeneste Voltaire. Og Voltaire kom ganske uventet til Paris den 10 Februari 1778. Hans Ankomst til Staden blev en Glædesfest for den første og største Deel af Staden. Kongerne af Dannemark og Sverrig, og Keiseren, som nogen

Han